FVD-Foreningen af Vikarbureauer i Danmark
c/o Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K
Tel.: 3374 6000
E-mail: info@f-v-d.dk
Forside
Om FVD
Info til vikarer
Medlemsliste
Bestyrelse
Vedtægter
Etiske regler
Fakta om vikarbranchen
Kontakt
Links
Sitemap
 
Vedtægter

Vedtægter
 
for
 
FORENINGEN AF VIKARBUREAUER I DANMARK (FVD)


 

§ 1
 
Foreningens navn er FORENINGEN AF VIKARBUREAUER I DANMARK, forkortet FVD. Dens hjemsted er København.
 
 
§ 2
 
Foreningens formål er at varetage medlemmernes fælles interesser ved aktiv profilering af branchen på en positiv måde. Dette kan foregå ved f.eks. politisk påvirkning, herunder diverse lobbyvirksomhed. Foreningen skal til stadighed sørge for, at den kommer til orde i relevante sammenhænge (TV, radio, dags- og ugepresse m.m.).
 
Udtalelser til pressen om foreningen og foreningens holdninger varetages af formanden og i dennes fravær af næstformanden.
 
Foreningens bestyrelse etablerer inden for rammerne af det godkendte budget en markedsføringsstrategi.
 
Foreningen skal stå sammen om at arrangere fælles aktiviteter, som er relevant for dansk erhvervsliv.
 
 
§ 3
 
Som medlemmer af foreningen kan optages virksomheder samt foreninger, der
 
a)   arbejder aktivt i henhold til foreningens formål, jf. § 2
 
b)   arbejder i overensstemmelse med brancheforeningens etiske regler (bilag 1).

c)   indbetaler det til enhver tid på generalforsamlingen godkendte optagelsesgebyr

d)   opfylder krav, jf. specifikation i ansøgnings- og opdateringsskema (bilag 2).
 
e)   til enhver tid overholder de på FVD´s generalforsamling vedtagne retningslinier
 
 
Begæring om optagelse indgives til bestyrelsen. Nægter bestyrelsen at optage virksomheden, kan denne fordre afgørelsen forelagt på den førstkommende ordinære generalforsamling, der afgør spørgsmålet i overensstemmelse med reglerne i § 10, stk. 3.

 
§ 4.
 
Medlemskabet ophører
 
a)   ved virksomhedens ophør

b)   ved udmeldelse, der kun kan ske med 6 måneders varsel til en 31. december
 
c)   ved slettelse på grund af restance i henhold til § 12

d)   ved eksklusion hvis § 3 litra a - e ikke overholdes.
 
Beslutning om eksklusion efter § 4, stk. 1, litra e, jf. § 3 stk. 1, litra c træffes af bestyrelsen med almindeligt flertal. Det berørte medlem kan derefter inden for en måned fra bestyrelsens beslutning kræve spørgsmålet behandlet på en generalforsamling (ordinær eller ekstraordinær), hvor beslutningen om eksklusion for at have virkning skal bekræftes med 3/4 af stemmerne blandt de tilstedeværende.
 
Medlemmerne er forpligtet til at meddele bestyrelsen enhver oplysning om forhold, som vil have betydning ved afgørelsen af deres optagelse respektive forbliven i foreningen, jf. § 10, afsnit 3.
 
Bestyrelsen har med hensyn til sådanne oplysninger tavshedspligt.
 
Udtrådte medlemmer har intet krav på andel af foreningens formue.
 
 
 
§ 5.
 
Foreningen ledes af en bestyrelse, der består af formanden, en næstformand og 3-5 medlemmer.
 
Som bestyrelsesmedlemmer kan kun vælges indehavere, direktører eller ledende medarbejdere for virksomheder eller foreninger, der er medlemmer af foreningen. Ingen kan vælges til medlem af bestyrelsen, hvis det bureau, hvortil han er knyttet, er repræsenteret i denne.
 
På generalforsamlingen vælges formanden og næstformanden for to år ad gangen. Som formand og næstformand kan kun vælges indehavere, administrerende direktører og direktører med tilsvarende kompetence. I forbindelse med udenlandsk ledede virksomheder kan den øverst ledende medarbejder i Danmark vælges
 
 
Formanden vælges i lige år, og næstformanden i ulige år. Øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for ét år af gangen.
 
Der kan vælges en bestyrelsessuppleant, som skal opfylde betingelserne for at blive valgt til bestyrelsen. Bestyrelsessuppleanten vælges for 1 år ad gangen.
 
For at et medlem til bestyrelsen kan genvælges på generalforsamlingen er det en betingelse, at denne har deltaget i mindst halvdelen af alle de ordinært afholdte bestyrelsesmøder i det forløbende år.
 
 
§ 6.
 
Bestyrelsen, der er ulønnet, fastsætter selv sin forretningsgang. Den mødes, så ofte formanden finder det fornødent, eller når 2 medlemmer af bestyrelsen fordrer det, dog min. tre gange årligt.
 
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når der er mere end 3 medlemmer til stede. Beslutninger træffes med simpel stemmeflerhed, idet dog formandens stemme er afgørende i tilfælde af stemmelighed.
 
Er der forslag til beslutninger på et bestyrelsesmøde, skal disse være fremsendt til alle medlemmer inden med et rimeligt varsel forud for mødet.
 
Der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger.
 
 
§ 7.
 
Foreningen tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening. I formandens forfald tegner to bestyrelsesmedlemmer i forening. Ved afhændelse og pantsætning af fast ejendom tegner den samlede bestyrelse.
 
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
 
 
§ 8.
 
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den indkaldes med 2 ugers varsel ved brev til hvert enkelt medlem med angivelse af dagsorden og under vedlæggelse af de forslag, som vil blive forelagt.
 
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i marts måned med følgende dagsorden:
 
1.        Valg af dirigent

2.        Formandens beretning

3.        Aflæggelse af regnskab
 
4.        Fastlæggelse af budget samt vedtagelse af kontingent og optagelsesgebyr
 
5.        Eventuelle forslag

6.        Valg af formand i lige år

7.        Valg af næstformand i ulige år

8.        Valg af bestyrelsesmedlemmer

9.        Valg af bestyrelsessuppleant

10.        Valg af revisor

11.        Eventuelt.
 
Forslag fra medlemmerne skal, for at komme til behandling på den ordinære generalforsamling, være indleveret skriftligt til formanden senest 1. februar.
 
 
§ 9.
 
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst halvdelen af medlemmerne indgiver skriftlig begæring herom til formanden med angivelse af dagsorden.
 
Når kravet om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling er indgivet, skal indkaldelsen til denne udsendes inden 14 dage derefter, og generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter indkaldelsen.
 
 
§ 10.
 
Ingen generalforsamling er beslutningsdygtig, med mindre halvdelen af medlemmerne er tilstede eller repræsenteret ved fuldmagt. Er dette ikke tilfældet, indkaldes straks til ny generalforsamling med samme dagsorden, der afholdes senest seks uger senere. Den nye generalforsamling er beslutningsdygtig uden hensyn til de mødendes antal.
 
Er en ekstraordinær generalforsamling, der er indkaldt af medlemmerne, ikke beslutningsdygtig, anses begæringen dog som bortfaldet, med mindre bestyrelsen ønsker afholdt ny generalforsamling i henhold til § 10, stk. 1.
 
Alle beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, idet dog vedtægtsændringer og afgørelser efter § 4, litra e, kun kan vedtages med trefjerdedeles majoritet.

 
§ 11.
 
På generalforsamlinger har medlemmerne hver én stemme.
 
Indehaveren, direktøren eller en ledende medarbejder fra bureauet anses for berettiget til at stemme på dettes vegne, men kan udøve stemmeretten gennem en befuldmægtiget person, der er knyttet til bureauet.
 
Medlemmer kan stemme ved fuldmagt givet til et andet medlem. Intet medlem kan afgive stemme på mere end to fuldmagter. Stemmeret fortabes af medlemmer, der ikke har betalt skyldige ydelser til foreningen for det sidste regnskabsår.
 
Afstemning sker mundtligt, med mindre et flertal på generalforsamlingen kræver skriftlig afstemning. Ved skriftlig afstemning afgør dirigenten alle spørgsmål om den praktiske gennemførelse af afstemningen.
 
 
§ 12.
 
Kontingentet og optagelsesgebyr fastsættes af den ordinære generalforsamling for ét år af gangen.
 
Såfremt en ekstraordinær situation nødvendiggør, at foreningen foretager særlige omkostningskrævende skridt, kan en generalforsamling til enhver tid beslutte, at der skal opkræves ekstraordinære ydelser til foreningen.
 
Generalforsamlingen beslutter, om de ekstraordinære ydelser skal fordeles ligeligt mellem medlemmerne, eller om de skal differentieres efter en model, som ligeledes fastlægges af generalforsamlingen.
 
Alle ydelser indbetales til kassereren, som er udpeget af bestyrelsen. Det ordinære kontingent forfalder den 1. april, og skal være betalt inden udgangen af måneden. Sker dette ikke, erindres medlemmet derom ved anbefalet brev.
 
Er en pligtig ydelse ikke betalt senest tre måneder efter forfaldsdagen, kan den inkasseres ad rettens vej, ligesom bestyrelsen er berettiget til at slette det pågældende medlem.
 
Et medlem, der er slettet på grund af restance, kan ikke genoptages i foreningen uden at betale det skyldige beløb.
 
§ 13.
 
Bestyrelsen er berettiget til at afgive responsa til medlemmer, domstole, advokater og andre, der ønsker dens udtalelse om, hvorvidt et givet forhold er stemmende med de etiske regler for branchen.
Generalforsamlingen kan på bestyrelsens forslag vedtage etiske regler for branchen, som medlemmerne er pligtige at følge. Tilsidesættelse af branchens etiske regler kan medføre eksklusion, jf. § 4, litra e.
 
 
§ 14.
 
Bestyrelsen kan efter anmodning yde medlemmerne bistand under forhandlinger, hvis udfald er af betydning for samtlige medlemmer.
 
Generalforsamlingen kan vedtage at yde medlemmer juridisk eller økonomisk bistand i forbindelse med forhandlinger og sager, hvis udfald er af betydning for samtlige medlemmer. Pålægges der medlemmerne ekstraordinære ydelser i sådan anledning, kan udmeldelse uanset bestemmelserne i § 4, litra b og c ikke ske, før bistandsydelsen er endeligt afviklet.
 
 
§ 15.
 
Såfremt et medlem modarbejder foreningens interesser, driver sin virksomhed i strid med de vedtagne etiske regler for branchen, eller tilsidesætter sine forpligtelser i medfør af disse vedtægter, kan klage herover indgives til bestyrelsen, som efter forhandling med det pågældende medlem kan henstille, at virksomheden lader sig idømme en af bestyrelsen fastsat bøde eller udmelder sig af foreningen.
 
Ønsker den pågældende ikke at følge bestyrelsens henstilling, kan sagen indbringes for en voldgiftsret, bestående af tre medlemmer, hvoraf hver af parterne udpeger én, medens den tredje, der fungerer som rettens formand, skal være dommer i Østre Landsret og udpeges af de af parterne udpegede voldgiftsmænd. Kan de ikke enes om valget, anmodes Landsrettens præsident om at udpege en af rettens dommere. Vægrer medlemmet sig ved at udpege sin voldgiftsmand, hvilket skal ske senest 14 dage efter, at han i anbefalet brev er opfordret dertil, udpeges denne voldgiftsmand også af Landsrettens præsident. Ingen voldgiftsmand må være knyttet til noget medlem af foreningen.
 
Voldgiftsretten følger i sin behandling af sagen retsplejelovens regler om behandling af landsretssager med de af forholdets natur følgende afvigelser. Dens kendelse skal være ledsaget af grunde. Dissenser må ikke oplyses.
 
Voldgiftsretten kan - såfremt medlemmet ikke frifindes - udtale en misbilligelse af den påklagede adfærd, pålægge medlemmet en bøde eller bestemme, at medlemmet ekskluderes af foreningen. Afgørelsen er bindende for begge parter.
 
Voldgiftsretten tager stilling til fordelingen af sagens omkostninger. Foreningen er berettiget til at afholde samtlige omkostninger og inddrive den del deraf, der er pålagt medlemmet. Betales bøder eller sagsomkostninger ikke senest 14 dage efter påkrav, indtræder de i § 12, afsnit 3 og 4 nævnte virkninger.
 
§ 16.
 
Foreningens ophævelse kan kun besluttes på en generalforsamling efter de om vedtægtsændringer gældende regler og skal godkendes på to på hinanden følgende generalforsamlinger med seks ugers mellemrum.
 
I tilfælde af opløsning deles foreningens formue forholdsmæssigt i henhold til kontingent.
 
 
---oo0oo---
 
 
 
 
I bestyrelsen:
 
 
 

Torben Evald
Formand
Kirsten Andersen
Næstformand
Jens  Peter Sørensen
Bestyrelsesmedlem
 
Morten Berg Hansen
Bestyrelsesmedlem
 
Nina Sunke
Bestyrelsesmedlem
 

Eva Kielsen

Bestyrelsesmedlem, kasserer
 
 

 
 
 
 
Som vedtaget på foreningens ordinære generalforsamling den 10. marts 2004.
 
 
 
Dirigent:
 
 
 
Heidi Schütt Larsen
Advokat